Lillemøllens historie 1827-2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Møllens ældre historie

Den nuværende Lille Mølle blev genopbygget i 1827 efter en brand. Men det må formodes at der har været anlagt vandmøller i den meget vandrige Ørbæk å siden 1500-tallet. Ejeren hed Niels Andersen, hvilket også fremgår af vindfløjen. Møllen var herefter i samme slægts eje, indtil den 75-årige møller Poul Nielsen, der ikke havde nogle arvinger, solgte den til Anders Jespersen i 1970.

Den nuværende mølle er som nævnt af en speciel fynsk type med to overflals-vandhjul og tre korn- kværne. Netop i 1820-erne begyndte de danske kornmøller at fremstille to nye produkter: Grødgryn og meget fint, renset og sigtet mel. Det sidste var en metode, der kom fra Frankrig, så maskinerne hertil blev kaldt ’franske mølleri’, og de brød, man kunne bage af det fine, lyse mel, kaldte man derfor for ’franskbrød’. Baggrunden var også at ’tabet’ af Norge i 1814 medførte at meleksporten fra Danmark til Norge blev overtaget af England, hvorfor de danske møllere måtte tænke kreativt og finde nogle nye produkter til hjemmemarkedet, og det blev så havregryn og franskbrød.

Begge dele afspejler sig i indretningen af Lille Mølle, bl.a. fordi begge nye produkter krævede at skallerne på kornet blev fjernet, hvilket skete med en meget speciel skallekværn, der også ses i mølleriet.

 

Da melmøllernes monopol blev ophævet i 1852, ligesom de fleste andre monopoler, anskaffede mange gårde deres egne kornkværne med diesel- eller el-motorer. I byerne byggede man store maskindrevne møllerier, der ofte lå lige ved havnen, så der var let adgang til udskibning af melet. Dette var svært at konkurrere med for de gamle møller.

Alligevel overlevede mange af de gamle vandmøller i over 100 år. Lille Mølle var i drift til 1954. Den nærliggende og meget effektive vindmølle, Dyrehave mølle, levede af sin melproduktion 20 år længere, helt til 1974.

Jespersen nævner selv i sin artikel om Lille Mølle fra 1956 at møllens hovedaksel netop var knækket i 1955, og hvis han ikke havde hjulpet med at skaffe penge til en ny samme år, var møllen formentlig gået til, når den ikke var i daglig brug, ligesom den nærliggende Nymølle ved Ørbæk Å.

Da det forreste hjul så skulle opsættes igen, fandt man det meste af det indvendige ’gangtøj’ i møllen, men det udvendige vandhjul havde været nedtaget siden 1918. Jespersen beretter at man i stedet for at fremstille et nyt vandhjul, købte et gammelt hjul, der lige passede, fra den nærliggende Rolfsted Mølle. Den slags bytteri var meget almindeligt mellem vandmøllerne før i tiden. Dette hjul var, eller rettere er, fra 1918. Derfor trænger det, efter næsten 100 års levetid på to vandmøller, nu også til at blive skiftet ud her i 2015.

 

 

 Anders Jespersens og Nationalmuseets Møllelaboratoriums indsats for møllesagen

I 1931 besøgte den 11-årige Anders Jespersen (1920 – 2003) for første gang vandmøllen Lille Mølle, syd for Nyborg, og det skulle blive en oplevelse, der kom til at få stor betydning for hans senere liv, for Lille Mølle og for mange vand- og vindmøller i Danmark – og dermed også for dansk bygningskultur.

Anders Jespersen skriver 25 år senere i Årbogen ’Fynske Minder’ (1956) om sin oplevelse:

 

’Det er i disse dage 25 aar siden, jeg første gang besøgte Lille Mølle. Vi var drejet af fra det, der nu er hovedvej 8, en halv snes kilometer udenfor Nyborg, og grusvejen førte gennem en granskov, og derpaa ned af en stejl bakke. Jeg følte det, som om dette var en anden verden. Der laa møllen i bunden af dalen og havde det hele for sig selv. Paa den modsatte side rejste bakkerne sig igen og lukkede for udsynet.

Jeg fandt ned i haven. Herfra kunne man se vandhjulet. Det stod stille og mølleren og hans søn havde travlt med at reparere det. Hvilken møller! Nær de to meter høj; haaret og det kraftige skæg pudret af melstøv. Et par spinkle staalbriller red helt ude paa spidsen af næsen og hans underfundige smil røbede, at selv et langt og travlt liv i en gammel mølle ikke havde tæret paa humøret, tværtimod’.

Anders Jespersen fik forevist vandmøllen udefra og indefra, og mølleren satte endda gang i vandhjulet, så gæsterne kunne se de indvendige hjul og kværnen køre rundt via tandhjul, der skiftede rotationen mellem vandrette og lodrette aksler. Anders var især fascineret af en lille bevægelig ’korn-rende’, der stille rystede kornkernerne ned i kværnen, til formaling, en for en, når kværnens aksel kørte rundt.

Om det er denne meget tekniske og mekaniske oplevelse, der fik Anders Jespersen til at uddanne sig til ingeniør, vides ikke, men allerede som ingeniørstuderende i 1940-erne, besøgte og studerede han vindmøller og vandmøller i Danmark og Europa. Jespersen påviste herved at der, ud over naturligvis at være forskel på vand- og vindmøller, også er flere forskellige typer indenfor hver kategori, og at disse forskelle tilmed ofte var regionale.

Samtidig var de danske vand- og vindmøller fra 1700- og 1800-tallet under hastig afvikling i 1940-erne og 50-erne, da nye og mere effektive valsemøller med elektromotorer helt udkonkurrerede disse til melproduktion. Jespersen engegerede sig derfor i et kæmpe projekt for at redde så mange af de gamle møller fra nedrivning og forfald, som han kunne – helst gennem fortsat brug, bl.a. til produktion af elektricitet.

 

Bygningsfredningsloven fra 1918 havde kun fredet 4-5 møller af de mest kendte, bl.a. Kastelsmøllen ved Kastellet og Lillemølle på Christianshavns vold. Jespersen slog på, at en fredning og bevaring af de vigtigste danske møller, måtte ske ud fra en opdeling efter typer – og ikke efter hvor kendte og mar- kante, de var. I 1953 nedsatte Nationalmuseet derfor et Mølleudvalg med Anders Jespersen som ansat mølleekspert, der skulle gennemføre fredninger af vand- og vindmøller i Danmark – først og fremmest efter tekniske og kulturhistoriske kriterier. Og Jespersen skulle samtidigt arbejde for at møllerne blev istandsat og bevaret. Det sidste gjorde han bl.a. på den måde, at Nationalmuseet selv opkøbte de møller, der var mulige at købe billigt. Større møller måtte museet skaffe særbevillinger over Finans- loven til at købe, bl.a. 7 historiske vandmøller langs Mølleåen, herunder Fuglevad, Ørholm, Brede Værk, Nymølle, Stampen og Raadvad. Via et samarbejde med Kunstakademiets Arkitektskole og Bygningskonstruktørskolerne, fik Museet og Jespersen målt forbavsende mange af de danske møller meget fint og grundigt op og skrevet små rapporter om hver. I 1959 fik man derfor uden de store problemer fredet over 20 vand- og vindmøller i Danmark. Museet ejede selv de fleste af disse.

 

I 1960, da den ellers meget lidt bureaukratiske P.V.Glob blev Rigsantikvar, sagde Nationalmuseet stop. Købssummerne for møllerne viste sig jo at være vand ved siden af udgifterne til at vedligeholde og istandsætte dem. Løsningen blev, at Anders Jespersen etablerede en forening, ’Selskabet Danske Møllers Venner’, med sig selv som formand, der fik alle møllerne forærende, det var over 30, og så var den sag ude af Museets regnskaber. Bort set fra at man i 1962 etablerede Nationalmuseets Mølle- laboratorium med Anders Jespersen som leder. Det fik til huse på Brede Værk. Senere latiniseret til ’Molinologisk Laboratorium’ og flyttet til Fuglevad vandmølle. De syv møller langs Mølleåen og enkelte andre beholdt Museet af oplagte grunde selv. Efter Jespersens pensionering lukkede man Mølle- laboratoriet igen i 1986. Danske Møllers venner har selv foræret deres mange møller væk til lokale foreninger, og har lige nu kun én tilbage.

Så Anders Jespersen var i mange år både Danmarks førende mølleforsker, mølleekspert og mølleejer i stor stil.

Men én bestemt mølle, overlod han hverken til Nationalmuseet eller Selskabet. Da turen kom til Lille Mølle ved Nyborg, købte han denne til sig selv. Det var i 1970.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bemærk at det forreste vandhjul mangler, men er stiplet ind på opmålingen efter sporene i bygningen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opmåling af kværnloftet på selve vandmøllen i 1947 og afsluttet i 1958.

 

 

 

 Møllens restaurering fra 1970 - 1980

I årene fra 1970 til 1980 gennemførte den daværende ejer Anders Jespersen en meget omfattende restaurering og rekonstruktion af Lille Mølle. Som det fremgår af beretningen fra hans besøg på møllen i 1931, var der dengang kun eet vandhjul, men der var tydelige spor efter to, begge overflashjul, hvilket også fremgår af den opmåling af møllen, som Jespersen foretog i 1947-1958.

Opmåling af Lille Mølle (DK-19 i Jespersens system) i sommeren 1947 og afsluttet sommeren 1958. I møllens underetage ses tydeligt spor (stiplet) efter det forreste vandhjul. Se også opmålingen af kværnloftet på side 5.

Lille Mølle er meget karakteristisk for en speciel gruppe vandmøller på Sydfyn, der har to vandhjul og tre kværne i alt: to melkværne på det bageste hjul og en kornkværn på det forreste hjul.

I det øvrige Danmark ses dette system slet ikke. Jespersen har dog fundet nogle lignende møller i Nordtyskland, ved Bremen og Osnabrück. Systemet har den fordel, at man har koncentreret alle de maskiner, der skulle køre og bruges i det daglige, på et relativt samlet sted i møllen, omkring én kraft fra det bageste hjul. Her sidder der nemlig to kværne mere: en skallekværn og en grynkværn. Ved spidsbelastninger, f.eks. når alle bønderne har høstet, kan man starte den tredje kornkværn, og formentlig hyre en ekstra mand til at passe denne.

Det var derfor et stort ønske at sætte de manglende hjul, aksler og kværne igen op på møllen. I øvrigt beretter Jespersen, at han fandt det meste af gangtøjet, det vil sige alt de indvendige aksler, tandhjul og andet, rundt omkring på møllen, så det meste kunne genanvendes. Men Jespersen skulle ikke male så meget korn, så han etablerede en generator, der forsynede huset med elektricitet fra vandkraften – en ide, der efter hans mening, kunne blive mange af de gamle møllers ’redning’, især efter energikrisen i 1973.

Også det fine gamle stuehus og de to sidelænger blev restaureret. Som ingeniør var Jespersen meget til de nyeste materialer i 1970-erne såsom beton, jernbeton, træbeton, trykimprægneret træ og mineraluld m.m. - som de nuværende ejere med stort besvær og meget knofedt har fået fjernet det meste af igen – dog ikke jernbetonen. Meget tekniske elementer i huset som brandsikring, lynafledning og opvarmning, blev slet ikke forsøgt skjult i huset, tværtimod. De fryder jo en ingeniør.

Oven i købet var disse materialer i 1970-ernes selvforståelse, så gode og varige, modsat de gamle, at møllen næsten ikke skulle vedligeholdes mere, langt ud i fremtiden.

I selve vandmøllen har de nye, uheldige materialer heldigvis begrænset sig til trykimprægnerede brædder til den udvendige bræddebeklædning på gavlen. Resten er udført med traditionelle materialer og metoder. Men det trykimprægnerede træ, der nu efter 40 år er temmelig råddent og blødt, skal udskiftes hurtigst muligt, da saltene fra dette udfælder sig i sokkel, gulve og inventar.

 

 

 Anders Jespersens betydning for dansk bygningskultur

Alt i alt må man sige, at på disse mange år, fra Anders Jespersens første besøg på Lille Mølle i 1931 og til han flytter fra denne i 1999, som 79-årig, har han, især i 50-året fra 1950-2000, som person haft en stor betydning for bevarelsen og overlevelsen af gamle vand- og vindmøller i Danmark, og rent faktisk også internationalt. Og på den måde ydet et enestående bidrag til bevarelsen af danske bygningskultur.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bortset fra ’Danmarks Kirker’ har der på ingen andre områder været gennemført en så omfattende dokumentation, systematisering og udforskning, indenfor dansk bygningskultur, som det er tilfældet med Anders Jespersens hundredevis af ’Møllerapporter’ med opmålinger, beskrivelser, systematisering – og et lille, ofte ret fint, linoleumssnit på forsiden. Dette arbejde har udvidet vores viden om de danske møller betragteligt. Jespersen publicerede fortrinsvis på engelsk, for at gøre det muligt at bruge materialet i international sammenhæng.

 

I Lille Mølle har Jespersen lagt alt sin viden, ekspertise, holdninger og ideer for dagen. Den skulle være mønsterrestaureringen over alle mønsterrestaureringer for vandmøller i Danmark. I dag foretrækker vi igen de gamle materialer som egetræ eller kernefyr i stedet for trykimprægneret træ, træsamlinger i stedet for sømbeslag og linoliemaling i stedet for plastikmaling. Men det ville være naivt, hvis vi i dag selv tror, at alt hvad vi gør, er det helt rigtige. Nye materialer har altid været foretrukket for de gamle, hvis de rent faktisk var bedre. Da man fik tandhjul til møllerne af støbejern i 1850-erne skiftede de fleste møllere gradvist trætandhjulene ud med de langt mere holdbare og driftssikre støbejerns- tandhjul.

Det fremgår af gode grunde ikke af værdisætningen, men det er afgjort en meget stor og helt særlig kvalitet ved Lille Mølle, at den har været i Anders Jespersens eje og pleje. Plus at han har brugt uendelige mange ressourcer på at restaurere bygningerne og møllen til en tip-top stand, forbilledlig for alle andre møller, eller fredede bygninger.

 

Anders Jespersens efterfølgere, nutidens mølleeksperter, kritiserer denne restaurering for at have bragt ting fra andre møller ind i Lille Mølle, bl.a. skallekværnen, en blæser og en sigte, men det har man gjort i mange andre møller, også før Jespersens tid. Men som ingeniør var det ikke mindst ’maskinerne’, der interesserede Jespersen, og hvis der var plads til to af hver, tog han det med.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det indre af selve møllen (Kværngulvet)

 

 

 Møllens bærende fredningsværdier

Lille Mølle blev bygningsfredet i 1954. En fredning, der omfatter stuehuset med vandmøllen (1827) med to vandhjul, læsserampe, det vinkelbyggede udhus (tidligere stald og ladebygning 1827, senere ombygget), de markstensbelagte arealer langs bygningerne og den pigstensbelagte gårdsplads

I 2011 besluttede Kulturarvsstyrelsen, nu Kulturstyrelsen, at udvide fredningen for at sikre Lille Mølles fortsatte funktion som vandmølle og bidrage til oplevelsen af det samlede kulturmiljø.

Fredningen udvidedes i 2011 med: Stemmeværket med stigbord, malekarm, sliskerne, den kampestenssatte rende ved møllehjulene samt det videre forløb i bagløbet til sammenløbet mod nord med friløbet, stemmeværk og overfaldskant mod frislusen, vejdæmningen, frislusen fra møllesøen til sammenløbet mod nord med bagløbet, møllesøen, den markstensbelagte gårdsplads, de markstensbelagte arealer langs bygningerne samt de rød- og hvidmalede rækværk med tilhørende granitpiller og standere langs vejen. Samtidig præciseres det, at den eksisterende fredning også omfatter de to vandhjul, læsserampen og alt nagelfast mølleinventar.

 

Miljømæssig værdi

Møllen ligger karakteristisk ved Ørbæk Å og den offentlige vej, som adskiller mølleanlægget fra mølledammen. Det allerede fredede mølleanlæg udgør sammen med omgivelserne en væsentlig helhed ved Lille Mølle. Afgrænsningen af vejen med de rødmalede rækværk, som i den ene side er fæstet til granitpiller og på den anden side hvidmalede støbejernsspir, er typisk for ældre vejbyggeri.

 

Kulturhistorisk værdi

Lille Mølle er et velbevaret eksempel på en tidligere fæstemølle under en herregård, Holckenhavn. Møllestedets historie går tilbage til 1680, idet den nuværende mølle dog først er opført i 1827. Møllen er et eksempel på en typisk østdansk mølle med mølledam, bagløb og friløb. Dertil kommer, at møllen er funktionsduelig, og at der kan males mel på den.

 

Arkitektonisk værdi

Møllegården er et velbevaret eksempel på traditionelle fynske bindingsværksbygninger fra begyndel- sen af 1800-tallet med et stuehus med opstreget bindingsværk og trekvartvalmet stråtag og en udhuslænge med overkalket bindingsværk og henholdsvis trekvart- og helvalmet stråtag. Hertil kommer den udvendige klinkbeklædning af væggen bag møllehjulene samt de indvendige hvidkalkede bindingsværksvægge og bræddegulve i mølleriet.

Opretholdelsen af begge møllehjul og alle funktionsmæssige ud- og indvendige dele af mølleriet rummer stor teknisk/arkitektonisk autenticitet.

 

Bærende fredningsværdier

Lille Mølles bærende fredningsværdi er især den eksisterende mølledel med to møllehjul med alle tilhørende ud- og indvendige mølledele. Dertil kommer hele bygningsanlæggets ydre, herunder bindingsværksvæggene med vinduer, lemme, ældre døre og porte, den bræddebeklædte væg mod vandhjulene, de valmede stråtage, der kun er afbrudt af en tagskægskvist mod gård i hver af udhuslængerne og en i stuehusets side mod vej samt af stuehusets skorsten.

Indvendigt omfatter de bærende fredningsværdier især opretholdelse af den bevarede rumopdeling i det med vandmøllen sammenbyggede stuehus samt det her bevarede ældre snedkerinventar i form af døre, gerichter og paneler. Dertil kommer den bevarede hestestald i udhuslængen samt opretholdelse af den ældre materialeholdning i såvel stuehus og vandmølle som i det vinkelbyggede udhus.

 

 

 

Teknisk tilstand i dag

 Tommy Storm og Sevda Metin købte Lille Mølle i 2008 og har sat møllegårdens tre længer, gårdspladsen, haven og andre udenoms-arealer i stand, så hele anlægget i dag fremtræder ualmindeligt flot istandsat og velholdt. Især det meget smukke stuehus er blevet restaureret med stor pietet og på en række områder ført tilbage til tidligere tiders indretning, udførelse og materialer. Dette er helt og holdent sket for egne midler – og i meget stort omfang med eget arbejde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilder

 

 

Anders Jespersen: Fynske vandmøller Fynske Minder. Årbog 1956

 

Nationalmuseet, Møllelaboratoriets Arkiv: DK-19 - Lille Mølle

 

Opmåling af Knud Andersen, Bendt Jørgensen, Tage B. Jørgensen, I. H. Flak de Neergaard, Poul Ove Jensen. 1947 - 1958

 

Skov- og Naturstyrelsen (1993): Møllebygninger i Danmark. Redegørelse og status 1993 (Side 486):

 

"Lille Mølle ligger ved Ørbæk Å et par kilometer før dennes udløb i Nyborg Fjord. Anlægget består af stuehus, lade og møllehus. Alle bygninger er opført i bindingsværk og har stråtag. Den gamle vandmølle nedbrændte i 1827, hvorefter den nuværende mølle blev opført i 1828. Møllen hørte indtil år 1900 under herregården Holckenhavn. Den var oprindelig kornmølle, men anvendes i dag som sommerbolig.

Lille Mølle er en af de smukkest beliggende vandmøller på Fyn, og hele anlægget er meget velbevaret med mølledam, bagsluse og stigbord, malekarm og to overfaldshjul. Møllebygningen er opført på et fundament af syldsten. Facaderne er i bindingsværk og brædder mod vandhjulet. Taget er halvvalmet og tækket med strå. Møllen står med fuldt inventar og er funktionsdygtig.

 

 

 

Databasen FBB – Fredede og bevaringsværdige bygninger i Danmark. "